27.03.2025
Marts har altid været en lang måned. Specielt fordi den jo kommer lige efter februar, som bekendt kun har 28 eller hvert fjerde år 29 dage.
Marts har også altid virket lang for mig, fordi der kun er venten. Venten på at vinteren slutter. Venten på at foråret begynder.
Marts har ellers en stort astronomisk dato i sig. Jeg tænker på d. 21.3. hvor der er forårsjævndøgn. Lysets sejr over den lange mørke nat, for nu begynder de længere dage end nætterne. Med det dejlige lyse vejr vi havde her i Danmark omkring tidspunktet, så har det også rigtigt kunnet mærkes. Jeg elsker dette tidspunkt. Måske er det også fordi, at mit liv begyndte lige omkring dette tidspunkt. Jeg burde være født ca 24.12 og regner man tilbage, ja så ender vi vist omkring forårsjævndøgnets tid, hvor mine forældre må have forenet sig i det, der senere blev til en 3 uger for tidligt født dreng og pige. Min søster og jeg – tvillingerne – de små. Vi var de sidste i søskende flokken, så vi vedblev at være de små hele livet.
Jeg er træt af slutningen på marts. En menneskeskabt hændelse roder rundt i vores døgnrytme for angiveligt at spare ressourcer. Sådan var det engang, nu er det blot en institueret dumhed, som hvert år sørger for heftige diskussioner om at få det afskaffet. Nemlig – jeg taler om sommertiden. Det er på søndag, hvor klokken 2 om natten med et bliver til klokken 3 om natten og et time er stålet væk.
Det bliver for nogle få dage mørkere at stå op om morgenen. Tilgengæld lysere længere tid om aftenen. Heldigvis overvindes morgenmørket hurtigt ved at dagens længde tiltager her i Norden. Men jeg synes det er noget bøvl og unødvendigt i vores tidsalder.
Men altså – måneden er faktisk snart forbi. Jeg fik et bing på min telefon, at min arbejdsgiver havde sendt lønsedlen ud. Det er virkelig en skøn reminder om, at vi nu er næsten gennem endnu en måned. En måned tættere på pensionsalderen. Ikke at jeg går og tæller, men alligevel – jeg ville faktisk ikke have noget imod at gå på pension lidt før end tilfældet er. Jeg er årgang 1964 og som sådan skal jeg arbejde indtil jeg er 68 år gammel, før end jeg kan smide kuglepennen og sige, det var det.
Jeg har bare så mange andre ting, jeg kunne bruge min tid på istedet. Men det må jeg så forsøge at klemme ind mellem pligten i at tjene til dagen og vejen og så mit liv i øvrigt.
Der er nok at se til lige nu, og i morgen kommer mægleren. Huset skal sælges, og det bliver startskuddet. Jeg er spændt på, hvor hurtigt det går, inden det ligger rigtigt til salg på mæglerens hjemmeside. Endnu mere spændt på, om der hurtigt kommer nogen og har lyst at købe. Det håber jeg, jeg har vist aldrig været mere klar til at skulle ønske mig et nyt sted at bo end netop nu.
Jeg har godt nok 1000 ting at sortere i og beslutninger at træffe om hvad der skal flytte med herfra. Men stedet her er simpelthen for ladet med minder om en svunden tid, så det ville give mig uendelig meget ro at kunne sige – slut – videre – mit!
Jeg har haft en dejlig fridag i dag, og ikke lavet rigtig noget. Virkelig bare slappet af. Og dagen blev afrundet med møde i vores writer’s group, hvor vi mødes hver torsdag og har en dejlig time sammen, inspirerer hinanden og griner. Vi er en køn flok der repræsentrer flere lande rundt i verden og det er dejligt at mærke den internationale stemning, det giver ekstra energi.

Det var vist ordene idag. Du er velkommen til at klikke på det grønne billede her over og sende en skærv, hvis du synes mine skriverier kunne fortjene det. Det ville i hvert fald hjælpe min slunkne kasse i en svær tid.